Indtast din email og modtag ny kode


  Luk

Hovedsponsor

Anmeldelse af THE SAVAGE ROSE

SAVAGE.JPG
09-12-2017

Savage Rose i Hjallerup

Det er fredag aften i Hjallerup Musikforening og der er gensyn med Savage Rose og Annisette. Hun ligner en gammel indianer, som hun står der midt på scenen, lille, sej og senet med bare fødder, næsten i trance og helt i ét med musikken. Som altid hænger det lange sorte hår ned over ansigtet, men de store sorte øjne brænder igennem. Hun bøjer sig  over mikrofonen eller glider ned på knæ og stemmen synes at komme dybt indefra med en helt utrolig kraft. Hun åbner med et skrig. 
Annisette Koppel er den eneste fra det gamle Savage Rose, der stadig er med, men det gør ikke noget, for det var og er hende, der står forrest og i centrum. Det er hendes hæse stemme, der er inkarnationen af Savage Rose særegne musik og  hendes store personlighed der bærer drømmen  om "love and freedom" for alle. Hun har været der i 50 år nu, og som hun selv siger fra scenen, så har det været en meget lang rejse.  Det ved vi, at det har, men som Annisette står der foran os, så mærker vi, at hun, trods årenes slid, de mange møder med mennesker verden over og ikke mindst  tabet af Thomas Koppel, har fået sig selv med hele vejen. Undervejs på rejsen blev musikerne på scenen født, fortæller hun. De udgør en spraglet flok i cowboyhat, jakkesæt og guldskjorte flot suppleret af korpiger i høje hæle og store ørenringe - og hvilken herlig flok. "Livsblues" har en anmelder kaldt den særlige genre, som Savage Rose spiller, og selv om musikerne ikke var født, da numre som You´ll know in the morning og  Dear little mother blev komponeret, så leverer de hele vejen igennem den rigtige fortolkning i et tæt og sikkert samspil. Vi får den hårdtslående rockpuls i Wild Child og den inderlige bluestone i Early Morning Blues, og begge dele rammer os rent.  I instrumentalnummeret Byen vågner fra Dødens Triumf  leverer Palle Hjort et fremragende orgelspil, flot bakket op af de øvrige musikere. De er vel også blandt de bedste på den danske musikscene lige nu. Foruden Palle Hjort på orgel og keyboard er det Rune Kjeldsen på guitar, Jacob Falgren på bas, Anders Holm på trommer, Frank Hasselstrøm på horn og keyboard. I koret Amina Carsce Nissen og Annisette og Thomas Koppels datter Naja Rosa. Hun er i øvrigt selv en fortræffelig sanger med egen solokarriere.
Undervejs i koncerten fortæller Annisette om sine besøg i flygtningelejre, hvor mennesker overlever trods ufattelige lidelser. Hun taler inciterende om frihed, fred og kærlighed  og publikum i Hjallerup falder uden forbehold ind i stemningen. Både de unge, der rider på retrobølgen, og de gamle, der selv var der dengang i 60´erne og 70érne, bliver grebet. Koncerten med Savage Rose i Hjallerup bliver en  musikalsk oplevelse af de store og samtidig et møde med en levende legende. Annisette og Savage Rose får al den hyldest, en udsolgt sal kan præstere.

Se billeder fra koncerten HER

Vi støtter musikken

Ultimate Web A/S