Indtast din email og modtag ny kode


  Luk

Hovedsponsor

Thorbjørn Risager

IMG_6532.JPG
05-02-2018

Thorbjørn Risager & The Black Tornado, 2/2, Hjallerup Musikforening

 

Fredag aften rullede en 7 mand sort tornado anført af Thorbjørn Risager ind over Hjallerup og lagde byens kro og publikum ned med en omgang solid Rock ´n blues.

 

Thorbjørn Risager & The Black Tornado lever et stille liv på den danske musikscene, hvad angår opmærksomhed, men heldigvis betyder det ikke, at det går stille for sig på scenen. Tværtom. Gruppens bluesrock genre, er måske heller ikke stor her til lands, men heldigvis har bandet fået hul igennem til det store udland som i årenes løb, har ført bandet rundt i det meste af Europa med afstikkere til så forskellige steder som Indien og Canada. Og det lader sig i den grad høre, at bandet har 13 år på landevejen og ca. 800 koncerter bag sig. Bandet, der ud over frontmanden Thorbjørn Risager, i aften består af et solidt rockende band med bl.a. en blæsersektion og tangentspilleren Emil Balsgaard, giver sangene en spændende og afvekslende lydflade.  Bandet spiller med en overlegen selvfølgelighed, som man kun kan lære derude på den endeløse landevej.

 

I løbet af koncerten, kommer vi godt rundt i bandets arkiv, dog med fokus på det nyeste album ”Change my game” fra sidste år. Et album der varslede nye tider, hvor man anede mere rock og mindre af den traditionelle blues. I aftenens live-set bliver der dog også plads til et par covernumre fra bl.a. Nat King Cole, men især Tom Waits´ ”Christmas Card from a Hooker in Minneapolis”, leveret som ekstranummer af Risager, kun bakket op af keyboard, stod klart på en aften med mange blå og forrygende øjeblikke.

 

Ganske demokratisk deler bandet taletiden mellem sangene, og her kunne trommeslageren Martin Seidelin fortælle, at for ham var Hjallerup paradis på jord. Det var netop her engang tilbage i `83, at han oplevede det magiske øjeblik, hvor han fik sit første kys…på Hjallerup Marked, selvfølgelig.

 

Og der er ingen tvivl om, at det fremmødte publikum denne aften ligeledes fik magiske øjeblikke, når bandet rullede deres boogie ud, understøttet af en saxsolo, der fik folk til at forlade deres sæder og kaste stående applauser afsted efter Hans Nybo på tenorsaxen. Magisk var det ligeledes når tempoet blev sat ned, i sange som, ”I used to love you”. I kontrast til de bittersøde ballader, fik vi også uptemo numre som ”All I want”, ”Change my game” og ”Rock`n roll ride”, der fik dansen, smilet og klapsalverne frem blandt publikum.

 

Risager og co. bukkede og lukkede, festen var god. Og Thorbjørn Risager og hans sorte tornado fik gjort fantastisk reklame for eget navn og rockende blues musik.

 

Heldigvis er der ikke langt til næste musikalske stjernestund. Allerede den 23/2 kommer Tue West forbi med ”En sang om kærlighed”. Kig forbi og få en hyggelig aften og støt op om byens musikliv.

Vi støtter musikken

Ultimate Web A/S